Holstebro å æ Woun – En skulptur til Holstebro
Jens & Morten skaber social kunst og undersøger i deres praksis det offentlige rums potentiale for nye menneskelige, kreative og kulturelle udvekslinger. Duoen har siden 2015 udført en række borgerinddragende kunst- og kulturprojekter på Slagteriet i Holstebro, hvor også 'Holstebro å æ Woun' er blevet til.
Udgangspunktet for værket er nogle af byens mest ikoniske skulpturer, Giacomettis ’Kvinde på Kærre’ og Bjørn Nørgaards ’Borgerne i Holstebro’. Under kulturfestivallen Genopdag i 2019 blev frivillige personer 3D-scannet på Slagteriet i Holstebro. De 3D-scannede personer er blevet bearbejdet digitalt og CNC-fræset i krydsfiner, limet sammen og færdigmoduleret i hånden. Skulpturen er udstyret med funktionelle hjul, så den er mobil.
’Kvinde på Kærre’ blev i folkemunde døbt ’Maren å æ Woun’. Dette er et skønt eksempel på, hvordan man kan tage kunsten til sig og gøre den til sin egen. Derfor er denne nye skulptur blevet døbt ’Holstebro å æ Woun’. En munter fortolkning og parafrasering af Holstebros værker og identitet som jysk kulturby.
Skulpturen kan ses som en påmindelse om, hvordan kunst og kultur kan være med til at samle os i en svær tid.
Oplev den, næste gang du besøger biblioteket i Holstebro.