Tidlig julegave til børn i Holstebro Kommune

Holstebro Bibliotek kan nu glæde sig over en bevilling på 115.000 kroner fra Slots- og Kulturstyrelsens udviklingspulje.

Af Trine Egelund Jensen

Midlerne fra den nationale pulje går til projektet ’Vores Bibliotek’, som skal skabe et stærkt samarbejde mellem biblioteket og tre lokale folkeskoler – Ulfborg Skole, Sønderlandsskolen og Mejrup Skole.

Opdag glæden ved bøger og læsning
Projektet ’Vores Bibliotek’ har til formål at inspirere elever i 6. klasse på de tre skoler til at opdage glæden ved bøger og læsning. En vigtig del af samarbejdet går ud på, at eleverne selv vælger hvilke bøger, de vil have i deres klassebibliotek. Samtidig giver projektet biblioteket en unik mulighed for at udvikle og afprøve nye metoder til at formidle litteratur, der er skræddersyet til denne aldersgruppe.

På skolerne er der stor begejstring for projektet. Ulfborg Skole har længe haft fokus på læseglæde og læselyst:
”Det betyder rigtig meget for os, fordi det giver vores elever en ny mulighed for at opdage glæden ved bøger og læsning i en alder, hvor vi kan se, at flere børn stopper med at læse. Når eleverne selv får indflydelse på, hvilke bøger der indgår i klassens bibliotek, skaber det både ejerskab og engagement. Samarbejdet med Holstebro Bibliotek styrker vores nuværende fokus på læselyst” siger skoleleder Mads Foged Søndergaard fra Ulfborg Skole.

Læselyst og udvikling
På Holstebro Bibliotek betyder midlerne fra puljen ikke kun økonomisk støtte, men også en mulighed for at øge den faglige indsigt i elevernes læsevaner og deres interesse for litteratur.

”Vi er utrolig glade for støtten og de udviklingsmuligheder, den bringer med sig. Det giver os mulighed for at realisere vores ambitioner om at fremme læseglæde og gøre litteraturen endnu mere tilgængelig for skoleeleverne. Eleverne får en mere aktiv rolle i deres egne læseoplevelser, hvilket er med til at gøre projektet både involverende og meningsfuldt ” siger teamleder Sarah Schimmell Holm Holstebro Bibliotek.

Projektet markerer samtidig et vigtigt skridt i retning af at styrke læsefællesskaber på tværs af skoler og biblioteket. Med bevillingen i hus er næste skridt at invitere skolerne ind på biblioteket, så samarbejdet kan skydes i gang efter nytår.

Læs mere om Slots- og Kulturstyrelsens udviklingspulje her

 

Louise Dam Rotbøll, Puk Krogsøe og Sarah Schimmell Holm fra Holstebro Bibliotek fejrer en tidlig julegave: En bevilling fra Slots- og Kulturstyrelsen til nye bøger, der skal skabe læseglæde blandt 6. klasser i Holstebro.