Cirkussjov, kaninkram og hygge – vinterferie på biblioteket
Af Thomas W. Jensen
Når vinterferien banker på døren, står Holstebro Biblioteker klar med åbne arme og et væld af aktiviteter for hele familien. Fra cirkussjov og kaninkram til brætspil og familiefilm – uge 7 bliver en uge fyldt med oplevelser, grin og kreativitet.
Et flyvende cirkus lander i Holstebro og Vinderup
Er der gemt en cirkusartist i dig? Så kom og prøv kræfter med jonglering, stylter, balancekunst og ethjulede cykler, når ’Det Flyvende Kuffertcirkus’ gæster Holstebro Bibliotek og Vinderup Hallen. Først er der cirkusforestilling - og herefter skal familien op på dupperne og være aktive cirkusartister.
Kaniner og krea på Ulfborg Bibliotek
På Ulfborg Bibliotek står de bløde, nuttede kaniner klar til at blive kælet med. Her kan I lære om pelspleje, madvaner og de små venners adfærd.
For de kreative er der gang i krea-zonen, hvor børn og voksne kan slippe fantasien løs og skabe små kunstværker med materialer fra naturen.
Brætspil og legestue med Gerda i Vinderup
Vinderup Bibliotek inviterer til hyggelige spilledage, hvor hele familien kan dyste i brætspil – både de gode gamle klassikere og spil, I måske aldrig har prøvet før.
Og som noget helt særligt kan I opleve Gerdas Legestue. Gerda synger og fortæller historier, der tryllebinder både børn og voksne, som elsker en god fortælling og fællessang.
Film og varme stunder i Holstebro
Når vinterkulden bider, er det tid til at finde varmen i Bibliotekssalen i Holstebro, hvor der hele ugen bliver vist hyggelige familiefilm. Fra sjove eventyr til rørende fortællinger – der er noget for både små og store.
I bibliotekets Kaffebar kan I sætte jer til rette med en kop varm chokolade eller en snack og nyde den helt særlige ro, som kun findes her.
Gratis vinterferieoplevelser for hele familien
Med vinterferiens aktiviteter inviterer Holstebro Biblioteker store og små til at tage en pause fra hverdagen og skabe gode oplevelser for hele familien – helt gratis.