For voksne

Litteraturfest på Nørre Vosborg

Sæt kryds i kalenderen den 28. september!
Oplev forfatterne Lærke Kløvedal og Jesper Wung-Sung. Nyd jazz, poesi, sang og meget mere til Litteraturfest på Nørre Vosborg.

Af tej

Tags

nyhed

Deltag i sensommerens hyggeligste begivenhed, når Fonden Nørre Vosborg, Holstebro Byjubilæum og Holstebro Bibliotek inviterer til Litteraturfest.

Der er gratis adgang til litteraturfesten, som byder på en bred vifte af oplevelser på Nørre Vosborg den 28. september fra kl. 10.00-17.00.

Du kan være med, når fællessang og personlige historier er i fokus til ’Vis mig din sang’ med Holstebro Musikskole og Sangkraft Holstebro. Syng med, når Elsebeth Gerner Nielsen, strategisk direktør i Sangens Hus, er sangvært og byder op til fællessang.

Du kan også nyde jazz og poesi præsenteret af Jazz Nights Holstebro 2024 og Forfatterlinjen på Dansk Talentakademi.

Gennem hele dagen vil der være rundvisninger på herregården samt naturvandringer i området omkring Nørre Vosborg. Der er også mulighed for at få en smagsprøve på guidet fælleslæsning, og i riddersalen kan du opleve Vestjyllands Fortællere.

Det eneste, der kræver billet, er de to forfatterforedrag med Lærke Kløvedal og Jesper Wung-Sung. Her købes en samlet billet, som gælder til begge foredrag for 150 kr.

Find det samlede program for dagen her.

Der vil være mulighed for at købe mad og drikke på dagen.

Vi hylder fortællinger, ord, musik og kærlighed til litteraturen i anledning af Holstebros 750-års byjubilæum.

Litteraturfest er et samarbejde mellem Forfatterlinjen på Dansk Talentakademi, Fonden Nørre Vosborg, Holstebro Bibliotek, Holstebro Byjubilæum, Holstebro Musikskole, Jazz Nights 2024, Sangens Hus, Sangkraft Holstebro og Vestjyllands Fortællere.