- Tid
- 19:00 - 21:00
- Pris
- Adgang: Gratis
- Sted
- Bibliotekssalen
- Bibliotek
- Holstebro Bibliotek
- I samarbejde med
- Foreningen Danmarks Vilde Natur
- Adresse
-
Kirkestræde 13
7500 Holstebro
Danmark
Danmark skal have 15 nye naturnationalparker, hvor naturen får lov til at udvikle sig på mere naturlige præmisser – og hvor naturoplevelserne bliver vildere og mere spændende for de besøgende. To af naturnationalparkerne, Husby Klitplantage og Stråsø, ligger i Holstebro Kommune.
Du inviteres til en tankevækkende aften om naturnationalparkernes betydning i selskab med forfatter og debattør Rune Engelbreth Larsen.
I ord og naturbilleder gør Rune Engelbreth Larsen os klogere på den danske naturkrise, og hvorfor vildere naturnationalparker kan være en del af løsningen på problemet. Konceptet "naturnationalpark", der er opfundet af foredragsholderen, skaber også debat om dyrevelfærd, hegn og sikkerhed, når man færdes blandt store dyr som vilde heste, bisoner og elge i danske landskaber – men er der grund til bekymring?
Naturnationalparkerne skal gentænke den danske naturforståelse så den i højere grad tager udgangspunkt i naturens egne præmisser. Dansk natur har det nemlig skidt – vi ligger helt i bund i EU. På globalt plan er ca. 200.000 arter uddøde inden for de seneste 500 år som følge af menneskets udbredelse, naturødelæggelse og ressourceforbrug.
Foredraget kommer rundt om de mange og store problemstillinger, der følger med naturens krise og genopretning. Undervejs bliver der plads til at stille spørgsmål. I pausen serverer lokalafdelingen af foreningen Danmarks Vilde Natur kaffe og kage.
Foredragsholder og forfatter Rune Engelbreth Larsen er idéhistoriker, medlem af Naturfagligt Udvalg i Danmarks Naturfredningsforening og tidligere medlem af Det Etiske Råd. Hans seneste bog 'Naturnationalparker og de store dyrs genkomst' handler netop om de planlagte naturnationalparker.
Arrangementet er lavet i et samarbejde mellem foreningen Danmarks Vilde Natur og Holstebro Bibliotek.