Genbrugsmode

Foto: Pressefoto
Skab nyt liv i dit gamle tøj | Billetpris: 200 kr.
Date
Tid
10:30 - 13:30
Pris
Adgang: 200 DKK
Sted
Lillesalen
Adresse

Kirkestræde 13
7500 Holstebro
Danmark

Kom til en inspirerende dag på Holstebro Bibliotek med Line og Trine, der står klar til at guide dig gennem kreative teknikker og dele deres passion for genbrugsmode.

Giv dit tøj nyt liv

I denne hands-on syworkshop arbejder vi med upcycling og forvandling af tøj samt udnyttelse af andre genbrugstekstiler som duge og sengetøj. Har du en kjole, der skal syes ind, bukser, der trænger til et nyt snit, eller en T-shirt, der kan blive til en unik top, så er der hjælp at hente. Du får også inspiration til, hvordan en herreskjorte eller en arvet dug kan syes om til en bluse, og hvordan dit mønstrede sengetøj kan blive dine nye yndlingsbukser.

Her er chancen for dig, der gerne vil lære de basale teknikker til selv at kunne forny dit tøj.

På workshoppen får du mulighed for at lære, hvordan du kommer i gang med at sy af genbrugstøj og -tekstiler. Du lærer grundlæggende sy- og upcycling-teknikker, og får ny inspiration til at forlænge tøjets levetid og øge affektionsværdien.

Ny inspiration og tid til fordybelse

Vi vil også introducere dig til inspirerende faglitteratur om syning, genbrug og upcycling. Vi viser sider med inspirerende influencere, som arbejder med bæredygtige materialer og anvender genbrug i deres tøjdesign. Desuden vil vi anbefale gode lydbøger og podcasts, som du kan lytte til, når du sidder med kreative processer.

Om underviserne

Line er uddannet indenfor tøjdesign og kommunikation. Hun underviser i redesign-syning på en kulturskole. På instagramkontoen @‌elinashopdk viser hun, hvordan hun forvandler især gamle duge til nyt tøj.

Trine er kulturformidler på Holstebro Bibliotek. Hun er passioneret genbrugshaj og upcycler tøj især i materialer som silke, quilt og andre tekstiler med unikke detaljer.

Kom og vær med til en kreativ dag fyldt med gode samtaler, nye teknikker og en stor passion for genbrug.

Du skal medbringe tøj eller tekstiler, som du vil give nyt liv, din symaskine og almindeligt tilbehør.

I uge 17 markerer Holstebro Bibliotek Verdensmålsugen og har blandt andet fokus på genbrug og bæredygtighed. Du kan bidrage til bæredygtighed ved at omfavne genbrugsmode.

Pris: 200 kr. 
Sidste frist for billetkøb er torsdag den 24. april.