Poesi på en torsdag med Silas Toft
- Date
- 05 september 2024
- Tid
- 20:00 - 21:30
- Sted
- Laden
- Bibliotek
- Holstebro Bibliotek
- I samarbejde med
-
- Holstebro Gymnasium og Hf
- Uddannelsescentret Holstebro
- Laden
- Lemvig Boghandel
- Odin Teatret
- Holstebro Kunstmuseum
- Adresse
-
Brogårdsvej 4
7500 Holstebro
Danmark
Digte med stære og tåge
Silas Toft er uddannet på Forfatterskolen i København 2019 - 21. Han blev født i 1995 og voksede op i Aalborg. Han debuterede med sin, indtil videre, eneste udgivelse, solen er en fod bred, på forlaget arena i 2023.
Silas Tofts digte er herligt fulde af de mest forskelligartede elementer på én gang. Legende - af og til næsten henkastede. Men også skarpe og præcise, ind- og udadvendte og med mange rammende og originale betragtninger. Flertydigheden afspejler grundlaget: at tilværelsen er fuld af modsætninger. Både let og svær – men også poetisk, absurd og meningsløs. Og underfuld. Et sted hedder det: ”jeg forsvarede livet i en diskussion” (s. 19).
Tofts digte fik en aldeles velvillig modtagelse af avisernes boganmeldere: For eksempel skrev Kamilla Löfström i Information: ”Jo, den er enkel og stille, Silas Tofts debut, og så er den samtidig generøs og vild, når man giver sig hen til ordene og mærker deres rækkevidde:” (Information 24. november 2023).
Øvrige indslag
Det bliver Odin Teatrets Husorkester med Rina Skeel, sang, Jan Ferslev, guitar, Pelle Henningsen, bas, og som gæstemusiker fra Holstebro Musikskole, den eminente Søren Normann Larsen på guitar, der står for musikken.
Et stærkt, kunstnerisk indslag kommer der også med gæsteoptræden af Kunstteater fra København, hvor operasanger Mikkel Baungaard Thomsen vil opføre en kort sangperformance. Kunstteater er grundlagt og ledet af kunstneren, Mathias Dyhr, som udover at være uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi også har gået på Kunst & Design-linjen i Holstebro.
”Månedens kendte holstebroer” vil optræde med nogle af sine yndlingsdigte. ”Månedens digt” offentliggøres, og der læses op af den persiske 1200-tals digter Omar Khajjâms digte på farsi af Maria Javanmardi og på dansk. I pausen sælger Lemvig Boghandel alverdens ubetalelige poesi til almindelige priser.
Månedens digt
Traditionen tro har du mulighed for at indsende dit bud på 'Månedens digt'.
Blandt de indsendte digte bliver månedens digt udvalgt og læses op til Poesi på en torsdag.
Præmien er en bog af månedens digter.
Send det bedste fra skrivebordsskuffen senest den 3. september til: ulrikskeel@outlook.com
Arrangører:
Holstebro Bibliotek, Holstebro Gymnasium og Hf, Uddannelsescentret Holstebro, Laden, Lemvig Boghandel, Odin Teatret og Holstebro Kunstmuseum.
Arrangementet er støttet af Holstebro Kommune, Statens Kunstfond og Færchfonden.
Pris: 80 kr. / 40 kr. for studerende og unge under 21 år - Inkl. et glas vin, en øl eller en sodavand